Bogklubben er til dig, der holder af at læse og som ønsker at dele glæden med andre. Den afholdes i skønne Dorthea’s Bar af søde frivillige fra Møllegades Boghandel.
Vi mødes én gang om måneden og taler om et værk, som vi har læst. Det kræver ingen forkundskaber eller særlig viden - kun lysten til at tale om det, man har læst og oplevet. Her er ingen rigtig eller forkert måde at læse på, kun din egen oplevelse og håbet om, at du har lyst til at dele den med os<3
Til bogklubben kommer vi til at tale om værket i mindre grupper, men vi håber også inderligt, at vi bare skal hygge os og få en dejlig aften.
Månedens bog
Til Møllegades Boghandel og Dortheas Bars allerførste bogklub skal vi læse Nath Krauses Trilogi. En fantastisk digtsuite i tre dele (heraf titlen, hehe), hvor man følger en grisetransport, der bryder sammen på en hovedvej, en forladt Toyota Corolla i en skovlysning og et menneske, der går rundt med et kamera omkring kemifabrikken Cheminova. Det er tre narrative digte, altså tre fortællinger skrevet som digte.
Vi i boghandlen har valgt Trilogi, fordi vi synes, det er noget af det vildeste, vi har læst i lang tid. Er det klimapoesi, et revolutionært kampskrift eller en ny måde at fortælle på? Måske er det ligegyldigt – for vi synes, der er en enormt god historie, og vi glæder os til at læse den med jer!
Obs.: Bogen kan købes med 15% i boghandlen, ved fremvisning af tilmelding til bogklubben.
Tusind kram fra Møllegades Boghandel og Dorthea's Bar
Utterslev Torv 6
2400 København NV
Start:
Slut:
Tilføj til kalender